1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 Vurdering 3.67 (3 stemmer)
 

Plant stauder, stedsegrønne planter, træer og buske

Nu kan man plante stauder, stedsegrønne planter, træer og buske. Der er endnu god varme i 
jorden samtidig med at der som regel også kommer rigeligt med regn. Derfor får alt hvad der 
plantes nu, en flyvende start. Det betyder at planten allerede når at udvikle rodnet inden 
vinteren sætter ind og derved klarer de sig godt det efterfølgende år, når det om sommeren
måske sætter ind med tørke. 

Er nogle af de lidt større stedsegrønne buske blevet for store, 
kan de flyttes nu med lidt forsigtighed. Det er et godt tidspunkt at tynde, 
afpudse og formklippe de stedsegrønne træer og buske.
 

Plant forårsløgene nu

I haven vælter det frem med høstfloks, drejeblomst, asters, georginer (dahlia) og 
mange andre. 

Men det er samtidig også tidspunktet til at planlægge næste forårs blomsterflor. 

Der findes et væld af forårsblomster, og det er fra september måned at forårsløgene skal plantes, så man kan få glæde af dem til næste forår. Forårsblomsterne lyser op i alle dele af haven. Planternes vækst og blomstringsperiode afgør hvor de skal placeres i haven. Ved at vælge flere forskellige forårsløg kan man få haven til at blomstre hele foråret. Vintergæk og Erantis er de første forårsbebudere. De blomstrer fra februar til marts. De bliver efterfulgt af Krokus der blomstrer fra februar til april. I april til maj blomstrer påskeliljer og Hyacinter, og Tulipaner blomstrer fra april til juni. 

TIP: En tommelfingerregel er, at løg lægges i en dybde der svarer til tre gange deres egen højde. Det er en god ide at plante 3, 5 eller 7 løg tæt. 
På denne måde opnår man en klynge af blomster. Dette giver en større effekt. 
Vær opmærksom på at høje planter skal plantes bagerst. 
 

Græsplanen

Græsplænen skal stadigvæk klippes, men intervallerne bliver større. Hele måneden er god til at så nye plæner og til at efterså og topdresse ældre plæner. Det er også et godt tidspunkt, at tage en jordbundsprøve, som du kan få analyseret i dit havecenter og få råd om kalk og gødning.


Frugthaven

I frugthaven er mange æblesorter plukkemodne. Hvis de løsner let ved et ryk i frugten, skal de plukkes. Pærerne er plukkemodne, hvis de ved et vrik om stilkenden løsner uden at knække stilken. Når de sidste hindbær er plukket, skal de skud, der har båret frugt, klippes af helt nede ved jorden, da gråskimmel og andre svampesygdomme kan angribe de nye skud.
 

Køkkenhaven

I køkkenhaven er der stadig en del grønsager at høste. Husk at tilså den ledige jord med spinat eller grøngødning. Grønsagerne skal høstes inden den første frost. Rodfrugter som pastinak og persillerod kan udmærket overvintre. Dæk dem godt over med masser af plantemateriale eller lignende. De kan bruges helt til marts-april, hvor der ikke er meget andet grønt i haven.

Det er en god ide at skrive op hvad der gav godt, hvad der mislykkedes, var for lidt af osv., så er man bedre forberedt til næste sæson.


Drivhuset

Der høstes endnu fra drivhuset. Da der let kan blive for fugtigt i drivhuset, er det en god ide at sørge for god udluftning. Der er ikke ret meget nyvækst, og der kan være problemer med gråskimmel. Et godt tip til at få høstet de sidste tomater er, at fjerne bladene på tomatplanterne og hænge stammerne op et frostfrit sted. Ved at lade tomaterne modne, mens de stadig har forbindelse til stammen, opnår man en bedre smag end at lade dem eftermodne i en kasse. 

Vær opmærksom på at udrydde alle lus, der ellers vil kunne overvintre på pelargonie, fuchsiaer og lignende, og give store problemer i næste sæson.


Potter og krukker

I potter og krukker er sommerblomsterne ved at synge på sidste vers. Er de blevet for kedelige er der mange efterårsplanter som chrysanthemum, sankthansurt, lyng, husløg og pyntekål der står klar til at tage over med deres mange gyldne og varme farvenuancer. 
Prøv også at lægge forårsløg i et par af krukkerne.