Søg:
Åbningstider
mandag - fredag
lørdag - søndag
09-18
09-16


 

PlanteRiget kan hjælpe dig efter alle havekunstens regler

Også de uskrevne regler - for det eneste, der tæller er dine ønsker og behov. Fortæl, hvad du er ude efter, så finder vi en løsning, der passer. Vi kan gøre det hele for dig eller sammen med dig.


Vi råder over egne, erfarne Haverådgivere og inddrager gerne havearkitekter og anlægsgartnere, hvis du ønsker, at der bliver taget hånd om hele projektet. Vi kan også forsyne dig med tegninger, plantelister og råd og vejledning nok til, at du selv kan udføre det hele.

Vi kan skaffe alt - og du bestemmer selv prisen!
Som regel kan du få alle de plantetyper, du ønsker dig, hvis vi må sammensætte antallet efter forholdene og størrelserne ud fra dit budget.

Haven er blevet vigtigere i en travl hverdag

Haven er et sted, hvor man tilbringer en stor del af sin fritid, og er især i sommertiden samlingssted for nogle af de mest hyggelige og afslappende stunder. Derfor er det vigtigt, at haven opfylder sin funktion som både afslapnings- og aktivitetsrum samtidig med, at den har den karakter og dét udtryk, som den enkelte ejer ønsker.

En smuk og velanlagt have kan øge ejendommens værdi ved en salgssituation, vel at mærke uden, at det påvirker ejendomsskatterne undervejs.

En god have kendetegnes bl.a. ved, at den har et individuelt udtryk samtidig med, at den tåler at blive set og brugt året igennem og ved, at der hele tiden er noget at se frem til. Den ændrer sig med årstiderne samtidig med, at den trodser dem, og den overrasker, når man mindst venter det.

Hvorfor bruge Haverådgiveren ?

Mange haver ligner hinanden, hvilket er uhensigtsmæssigt, idet de ejes og bruges af individuelle mennesker med forskellige ønsker til karakter og brug. Der findes et utal af muligheder for at forny det mindre spændende og monotone, og herved opnå karakterfulde haver, der kan blive til stor glæde i hverdagen.

Det kan virke uoverskueligt at virkeliggøre sine idéer og ønsker til haven, og en forkert udformning og beplantning kan blive både dyrt og besværligt. Ved udarbejdelse af en haveplan kan Haverådgiveren skabe sammenhæng og idé i haven gennem en kreativ og nytænkende projektering.

 

I samarbejde med Haverådgiveren får den enkelte mulighed for at opnå en have med sit personlige udtryk. Haveejerens idéer og ønsker forenes med stedets karakter i en arkitektonisk helhedsplan til den ønskede idealhave.

Alle kan bruge Haverådgiveren.

Uanset om der er tale om en have til et rækkehus, en parcelhushave, en større parklignende have, vil en kontakt til Haverådgiveren være udbytterig. Ikke kun i forbindelse med nyanlæg, men også ved renovering af en eksisterende have, der har brug for nyt liv og inspiration.

Til mindre arealer som et terrasseanlæg, en forhave eller et staudebed, kan man også med fordel søge vejledning hos Haverådgiveren. Haverådgiveren giver desuden gerne råd om havens pleje .

Hvordan forløber samarbejdet med Haverådgiveren ?

I PlanteRiget har vi en række Haverådgivere med forskellige specialer. Når du henvender dig i KundeService i PlanteRiget for at få hjælp af en Haverådgiver, bestræber vi os på, at du hurtigt bliver telefonisk kontaktet af en Haverådgiver for at aftale havebesøget. Haveplanen udarbejdes derefter.

Samarbejdet kan dog også aftales som en Havevandring, hvor besøget handler om at yde en overordnet rådgivning om design, planter og eventuel pleje af haven. En havevandring følges normalt op med en e-mail rapport og eventuelle skitser der gør det muligt hurtigt at komme videre i udførelsen af ønskerne i haven. Dette skal dog aftales på forhånd, fordi en sådan konsultation forløber anderledes end hvis der skal udarbejdes en haveplan på tegnestuen.

Men uanset, hvilken form for hjælp du ønsker kan du med fordel selv gøre nogle forberedelser inden havebesøget:

  • 1. Fremskaffe matrikelkort eller tegning af grunden.
  • 2. Udarbejde grov tegning af eksisterende beplantning, bede, osv.
  • 3. Anføre mål på den grove havetegning og have mindst 5 kopier klar.
  • 4. Skriv på et stykke papir, hvilke overvejelser du og din familie har gjort, med hensyn til idéer og ønsker i haven.
  • 5. Skal eller har haven et tema? (romantisk, minimalistisk, natur, klassisk dansk , geometrisk, japansk osv.)
  • 6. Hvad skal haven bestemt ikke indeholde, og hvilken form for havearbejde er uønsket, herunder også farver.
  • 7. Fremskaffe billeder af gode eksempler der viser hvilken stil eller udtryk der ønskes i haven.

Hvad koster Haverådgiveren ?

Et honorar til en Haverådgiver bør betragtes som en investering fordi du opnår besparelser på planteindkøb (færre fejlkøb) og større værdistigning på hus og have.

En haveplan koster typisk  mellem kr. 4.000 og 8.000 incl. moms.

En havevandring koster typisk mellem kr.1.500 og 3.000 incl moms .

Timeprisen for Haverådgiveren er kr. 500,- plus moms – i alt kr. 625,- incl. moms. Konsultation, udarbejdelse af rapport og skitser/ tegninger afregnes til denne takst.

Haverådgiveren udarbejder haveplan og plantelister efter den forudgående opmåling og drøftelser i haven. Haveplanen kan efterfølgende gennemgås i et møde i PlanteRiget, hvor blomster, planter og tilbehør kan besigtiges på stedet.

Det er også muligt at købe et gavekort dækkende et aftalt beløb som PlanteRigets Haverådgiver vil kunne anvende på opgaven.

Hvis du vil videre med PlanteRigets Haverådgiver

Hvis du vil have kontakt til PlanteRigets Haverådgiver  – så send en e-mail til design@planteriget.dk eller kontakt KundeService i PlanteRiget og få lavet en aftale om et besøg. Du skal venligst oplyse navn, adresse, telefonnummer, e-mail adresse, og lidt oplysninger om opgaven i haven. Så bliver du kontaktet af PlanteRigets Haverådgiver i løbet af kort tid.  I højsæsonen må det forventes at en aftale skal planlægges nogle uger frem i tiden.

Havedrømme skal også udføres !

I haven er det tilladt at drømme. Drømmene kan gå i mange retninger, og heldigvis er drømmene med til at skabe glæde og velvære. Derfor bliver vi aldrig færdige med, at nyde livet i haven. Når vi har nået til denne erkendelse opdager vi, hvor vigtigt det er at undgå dobbelt-arbejde, tidsforsinkelser og ærgrelser, der kan forstyrre ens drømme i haven.

Haverådgiveren i PlanteRiget vil kunne tage udgangspunkt i disse drømme og hjælpe med til at få styr på rammerne i form af levende hegn, forslag til flotte blomsterbede, stier i haven, hyggekroge, belægningssten, installationer i form af elektricitet, vand og kloak, udekøkken, brusebad i haven og meget mere for at skabe en helhed i haven. Der kan også være lovgivning og andre regler der skal overholdes.

I PlanteRiget har vi derfor valgt, at opbygge et helt nyt univers af blomster, planter og tilbehør til hus og have, således du med baggrund i din egen livsstil kan vælge, hvad der bedst passer til dit personlige valg. Inspiration, tillid, kvalitet og service er kerneværdier i PlanteRiget – her vokser glæden !

Som kunde i PlanteRiget er det vigtigt, at der bliver tid til, at komme hjem i haven og iføre sig den bredskyggede hat - planteskeen i den ene hånd og en kold drik i den anden - for at opnå den højeste grad af velvære - så fortsætter drømmene i haven.

Uanset hvilken opgave, du drømmer om, at få færdiggjort i haven er det en vigtig erkendelse, at med haven bliver man aldrig færdig. Derfor er det vigtigt at have plan i havearbejdet. Haverådgiveren kan hjælpe dig med:

Anlæg af ny have.
Renovering af gammel have.
Forhaven.
Baghaven.
Staudebed, rosenbed, rhododendron bed, krydderurtebed eller frugthaven, osv.
Parcelhushaven, rækkehushaven, kolonihaven, sommerhushaven, landbohaven, villahaven, terrassehaven, en have i krukker, en have på altanen, osv.

Udførelsen af havearbejdet – gør det selv eller få et tilbud

En gennemarbejdet haveplan er en god start når en ny have skal anlægges eller ved renovering af en gammel have. Man undgår fejlinvesteringer og får et professionelt syn på stedets muligheder. Anlægsarbejdet og investeringerne kan fordeles over en årrække når der er udarbejdet en haveplan. Med en haveplan og tilhørende planteliste i hånden giver det også mulighed for selv at udføre dele af arbejdet.

Skal haven anlægges af en anlægsgartner kan haveplanen danne baggrund for indhentning af  tilbud.

PlanteRiget samarbejder med en række professionelle anlægsgartnere på Sjælland og vi formidler gerne kontakten, hvis der er behov for hjælp i denne sammenhæng.

Hvis det blot handler om at få hjælp til mindre plantningsopgaver koster dette typisk kr. 300,- plus moms i timen.

Det kan være et frugttræ eller en hæk eller større buske.

Rådgivning af Grundejerforeninger og nybyggere

Er du på vej til at bygge nyt hus er det også en god ide at få PlanteRigets Haverådgiver med fra starten. Mange lokalplaner indeholder krav der kan få betydning for husets placering på grunden.

Nogle lokalplaner indeholder bestemmelser om at der skal indsendes tegninger til Kommunen, som gør rede for grundens terrænregulering, afvandingsforhold, hegn og beplantningsbælter samt belægninger foruden husets sokkelhøjde. Det kan være en betingelse for at opnå byggetilladelse.

Jordbundsforholdene bør endvidere undersøges med henblik på at fastlægge tykkelsen af muldlaget, dens tekstur (sammensætning) og struktur (lejring).

Under byggeriet er det vigtigt at muldjorden håndteres på den rigtige måde, så de regnorme og mikroorganismer jorden indeholder ikke går tabt.

Haverådgiveren kan også yde rådgivning, hvis der på et senere tidspunkt i byggeriet f.eks. konstateres en komprimeret ”død” muldjord og denne igen skal være tjenlig til planterne. En god muldjord er alfa og omega for et godt resultat. Den tid der går fra haven tilplantes til planterne dækker jorden, kan minimeres væsentligt når jordbundsforholdene er i orden.

PlanteRiget vil gerne etablere nære samarbejder med nye og eksisterende grundejerforeninger og det er muligt at tilbyde aftenarrangementer i PlanteRigets botaniske mødelokale i Greve. Her vil en Grundejerforenings bestyrelse og medlemmer kunne få inspiration og rådgivning omkring blomster, planter og tilbehør til hus og have.

PlanteRiget kan stille op med både Haverådgivere og Anlægsgartnere.

Rådgivning af  Ejerforeninger og Andelsboligforeninger

PlanteRigets Haverådgivere har deltaget i udformningen af forskellige typer haveanlæg i Hovedstadsområdet. F.eks. kan det være anlæg af tagterrasser, renovering af gårdhaver i den indre by eller nyetablering af en have ovenpå garageanlæg eller andre løsninger der stiller krav om specialviden for at det botaniske vil kunne lykkes.

Der er mange muligheder for at få inspiration til mere grønne gårdanlæg samt etablering af flere rum i haveanlægget så det bliver mere indbydende for ejendommens beboere at opholde sig udenfor på de varme sommerdage.

Vi kan således også hjælpe med ideer til små pavillioner, udekøkkener, udebade eller sandkasser til børnene.

Kontakt os i PlanteRiget for en yderligere drøftelse af mulighederne for et samarbejde.

En smuk og velanlagt have øger ejendommens værdi i en salgssituation, vel og mærke uden at det påvirker ejendomsskatterne undervejs. En investering i et smukt haveanlæg vil aldrig være spildt, samtidig med at man dagligt har glæde af investeringen.

Vi glæder os til samarbejdet.

Med venlig hilsen

PlanteRiget
KundeService
Tlf. 46326000 i Roskilde
Tlf. 43575800 i Greve
e-mail: design@planteriget.dk 
 

 

 





 

 

 


 





 

 







 

 







 

 





 




 







 





 

 






 

 



 

 

 



  Forslagskasse
Spørg kundeservice
Salgs- og leveringsbetingelser

info@planteriget.dk
www.planteriget.dk
 
mandag - fredag09-18
lørdag - søndag09-16

Åbent hver søndag!

 
Kildebrøndevej 60
2670 Greve
Tlf. 43 57 58 00

Lige ved afkørsel 27
på Køgebugtmotorvejen
Rønøs Allé 30
4000 Roskilde
Tlf. 46 32 60 00

Lige ved afkørsel 12
på Holbækmotorvejen